Operant betingning (indlæring)
Operant adfærd er al adfærd, der ikke er refleksadfærd. Dvs. at det er adfærd, som individet har mere eller mindre bevidst kontrol over. Man har f.eks. ikke bare lade være med at svede hvis det er varmt (refleksadfærd), men man kan godt lade være med at tage sin sweater af (operant adfærd) selv om man har nok så meget lyst til det!
Al operant indlæring sker på grund af den konsekvens der følger efter adfærden.
Det vil sige: ADFÆRD + KONSEKVENS = INDLÆRING
En konsekvens kan være enten forstærkning eller straf
Når hunden skal lære nye øvelser er det en bedst at bruge positiv forstærkning (hunden får noget den gerne vil have). Forstærk hunden når den gør det rigtige og ignorér forkerte forsøg. Hunden får ikke noget ud af at gøre noget forkert, hvorimod det giver bonus at gøre noget rigtigt. Derfor vil den bestræbe sig på at ramme den rigtige adfærd, men uden angst for at fejle. Det er sjovt og ufarligt at samarbejde med dig. Hvis du begynder at straffe forkert adfærd (f.eks. rykker i snoren eller skælder ud) ødelægger du den ”gode stemning” i træningen og hunden synes ikke længere det er rart at arbejde med dig (og bliver muligvis ligefrem bange for dig). I så fald arbejder hunden for at undgå ubehag – og ikke fordi det er sjovt.
”En positiv forstærkning er noget, der øger hyppigheden af en bestemt adfærd, når det gives”
– F.eks. godbidder, legetøj, ros eller kontakt
Timingen af forstærkningen er altafgørende. Hunden opfatter det den LIGE HAR GJORT som det der bliver forstærket. Derfor er det
vigtigt, at du er hurtig og forstærker PRÆSIS når hunden gør det, du ønsker at forstærke. Vil du forstærke SIT skal du altså forstærke lige idét bagdelen rammer jorden.
For optimal effekt bør forstærkningen ikke komme senere end ½ sekund efter adfærden! Det kan være svært at nå, så derfor er det en stor fordel at indlære et ord - f.eks. ”Dygtig” (klikkertrænere bruger en klikker her) – som hunden lærer at forbinde med godbidden. Det gøres ved gentagne gange at sige ”Dygtig” lige inden du giver en godbid. Derefter gælder det om at sige ”Dygtig” præsis når hunden gør det ønskede, og derefter give den godbidden. Ordet ”Dygtig” giver hunden besked om præcis hvad den har gjort rigtigt, og så gør det ikke så meget hvis godbiddenkommer lidt forsinket.
Motivation
Motivation er vigtigt i forbindelse med træning. For at kunne arbejde ordentligt med din hund er du nødt til at sikre dig, at den er motiveret. Det vil sige, at den har lyst til noget bestemt og derfor gerne vil yde en indsats for at opnå dette.
Et dyr kan være motiveret på mange forskellige ting og på forskellige tidspunkter. Sultne dyr er motiveret på mad, tørstige dyr på vand, trætte dyr på hvile, og sociale dyr på kontakt.
Hvis man vil have succes med træning, er det vigtigt at dyret er motiveret på netop den forstærkning man kan tilbyde. Hvis du bruger mad er det ikke den bedste idé at træne lige efter hunden har spist en stor frokost (med mindre du har en evigt sulten hund!).
Mad er den nemmeste og bedste forstærker i de fleste tilfælde. Alle dyr har nemlig et medfødt behov for at spise, og jo mere sultne de er, jo mere motiverede er de. Du vil opleve, at hunden ofte vil gøre en ekstra insats for en ekstra lækker godbid. Så det kan hjælpe at reservere ekstra lækre ting til særligt svære eller vigtige øvelser.
Hvis man har en hund, der er meget glad for en bestemt slags legetøj (f.eks. bolde eller trækketov), kan man også bruge det i sin
træning. Det kan især være en fordel at bruge legetøj i øvelser hvor hunde skal have mere fart på (f.eks. i indkald eller agility), mens det normalt er bedst at bruge mad til de rolige øvelser (f.eks. BLIV).
Operant adfærd er al adfærd, der ikke er refleksadfærd. Dvs. at det er adfærd, som individet har mere eller mindre bevidst kontrol over. Man har f.eks. ikke bare lade være med at svede hvis det er varmt (refleksadfærd), men man kan godt lade være med at tage sin sweater af (operant adfærd) selv om man har nok så meget lyst til det!
Al operant indlæring sker på grund af den konsekvens der følger efter adfærden.
Det vil sige: ADFÆRD + KONSEKVENS = INDLÆRING
En konsekvens kan være enten forstærkning eller straf
Når hunden skal lære nye øvelser er det en bedst at bruge positiv forstærkning (hunden får noget den gerne vil have). Forstærk hunden når den gør det rigtige og ignorér forkerte forsøg. Hunden får ikke noget ud af at gøre noget forkert, hvorimod det giver bonus at gøre noget rigtigt. Derfor vil den bestræbe sig på at ramme den rigtige adfærd, men uden angst for at fejle. Det er sjovt og ufarligt at samarbejde med dig. Hvis du begynder at straffe forkert adfærd (f.eks. rykker i snoren eller skælder ud) ødelægger du den ”gode stemning” i træningen og hunden synes ikke længere det er rart at arbejde med dig (og bliver muligvis ligefrem bange for dig). I så fald arbejder hunden for at undgå ubehag – og ikke fordi det er sjovt.
”En positiv forstærkning er noget, der øger hyppigheden af en bestemt adfærd, når det gives”
– F.eks. godbidder, legetøj, ros eller kontakt
Timingen af forstærkningen er altafgørende. Hunden opfatter det den LIGE HAR GJORT som det der bliver forstærket. Derfor er det
vigtigt, at du er hurtig og forstærker PRÆSIS når hunden gør det, du ønsker at forstærke. Vil du forstærke SIT skal du altså forstærke lige idét bagdelen rammer jorden.
For optimal effekt bør forstærkningen ikke komme senere end ½ sekund efter adfærden! Det kan være svært at nå, så derfor er det en stor fordel at indlære et ord - f.eks. ”Dygtig” (klikkertrænere bruger en klikker her) – som hunden lærer at forbinde med godbidden. Det gøres ved gentagne gange at sige ”Dygtig” lige inden du giver en godbid. Derefter gælder det om at sige ”Dygtig” præsis når hunden gør det ønskede, og derefter give den godbidden. Ordet ”Dygtig” giver hunden besked om præcis hvad den har gjort rigtigt, og så gør det ikke så meget hvis godbiddenkommer lidt forsinket.
Motivation
Motivation er vigtigt i forbindelse med træning. For at kunne arbejde ordentligt med din hund er du nødt til at sikre dig, at den er motiveret. Det vil sige, at den har lyst til noget bestemt og derfor gerne vil yde en indsats for at opnå dette.
Et dyr kan være motiveret på mange forskellige ting og på forskellige tidspunkter. Sultne dyr er motiveret på mad, tørstige dyr på vand, trætte dyr på hvile, og sociale dyr på kontakt.
Hvis man vil have succes med træning, er det vigtigt at dyret er motiveret på netop den forstærkning man kan tilbyde. Hvis du bruger mad er det ikke den bedste idé at træne lige efter hunden har spist en stor frokost (med mindre du har en evigt sulten hund!).
Mad er den nemmeste og bedste forstærker i de fleste tilfælde. Alle dyr har nemlig et medfødt behov for at spise, og jo mere sultne de er, jo mere motiverede er de. Du vil opleve, at hunden ofte vil gøre en ekstra insats for en ekstra lækker godbid. Så det kan hjælpe at reservere ekstra lækre ting til særligt svære eller vigtige øvelser.
Hvis man har en hund, der er meget glad for en bestemt slags legetøj (f.eks. bolde eller trækketov), kan man også bruge det i sin
træning. Det kan især være en fordel at bruge legetøj i øvelser hvor hunde skal have mere fart på (f.eks. i indkald eller agility), mens det normalt er bedst at bruge mad til de rolige øvelser (f.eks. BLIV).
|  |
Shaping
Shaping betyder ”formning” og henviser til princippet om trinvis indlæring. Det er nødvendigt i næsten al indlæring. Kun de allermest simple øvelser kan indlæres uden nogen shaping.
En af de mest almindelige fejl er at træneren prøver at lære dyret hele den færdige øvelse på én gang, eller i alt for store bidder. Man kan sammenligne det at shape en adfærd med at bygge et hus. Det er ikke muligt at bygge et helt hus på én gang, ej heller at lægge tag på før fundamentet er færdigbygget. Et hus skal bygges i etaper. Det samme gælder indlæring af adfærd.
Når man skal indlære en ny øvelse via shaping kan man forestille sig indlæringsprocessen som en trappe. Bunden af trappen er begyndelsen, mens slutningen af trappen er den færdige øvelse. Hvor mange trin der skal være på trappen kommer an på hvor kompliceret øvelsen er og desuden på den enkelte hund.
Lad os bruge det at lære en hund at rulle som eksempel på en shapingproces. Første deler du øvelsen ind i trin. Du kommer muligvis til at revidere din trininddeling undervejs, f.eks. dele op i endnu mindre trin. En typisk inddeling kunne se sådan ud:
Trin 1: Start med hunden i dæk (som øvelsen forudsætter at hunden den allerede har lært)
Trin 2: Hunden skal følge en godbid med snuden så den vender hovedet til siden
Trin 3: Hunden skal følge godbidden så lange om at den vipper ned på hoften
Trin 4: Hunden skal følge godbidden så den vipper om på siden
Trin 5: Hunden skal følge godbidden så den ruller om på ryggen
Trin 6: Hunden skal rulle hele vejen rundt
Du skal ikke regne med at kunne indlære en hel øvelse på kun én træningssession. Med simple øvelser kan det lade sig gøre, men sværere øvelser tager gerne adskillige træningssessioner. Gå ikke hurtigere frem end hunden kan følge med.
|  Trin 5 |
Ledende signaler
Et ledende signal er noget der hjælper hunden på vej ved at føre den i den rigtige retning. Det er en god måde at ”vise” hunden hvad man ønsker den skal gøre. Et ledende signal består oftest af en godbid som hunden følger ind i en bestemt postion. Forestil dig godbidden som en snudemagnet. Med denne metode kunne indlæringen SIT være, at træneren fører en godbid skråt op foran hundens næse så den automatisk vil sætte sig når den følger godbidden medsnuden.
Et ledende signal bør kun benyttes i starten af indlæringen af en ny øvelse. Så snart hunden har fanget idéen bør man fjerne godbidden fra den ledende hånd og lære hunden at følge hånden uden godbid. Den skal dog stadig have godbidden når den gør det rigtigt – den kommer blot først frem efter der er blevet sagt ”Dygtig”og så kommer den fra den anden hånd.
Et ledende signal er noget der hjælper hunden på vej ved at føre den i den rigtige retning. Det er en god måde at ”vise” hunden hvad man ønsker den skal gøre. Et ledende signal består oftest af en godbid som hunden følger ind i en bestemt postion. Forestil dig godbidden som en snudemagnet. Med denne metode kunne indlæringen SIT være, at træneren fører en godbid skråt op foran hundens næse så den automatisk vil sætte sig når den følger godbidden medsnuden.
Et ledende signal bør kun benyttes i starten af indlæringen af en ny øvelse. Så snart hunden har fanget idéen bør man fjerne godbidden fra den ledende hånd og lære hunden at følge hånden uden godbid. Den skal dog stadig have godbidden når den gør det rigtigt – den kommer blot først frem efter der er blevet sagt ”Dygtig”og så kommer den fra den anden hånd.
 |  |
Indlæring af signal
Indtil nu har vi gennemgået hvordan man får adfærd frem og hvordan man shaper den – kort sagt hvordan man indlærer adfærd. Men hvordan får man kontrol over adfærden, så man kan få hunden til at vise den bestemte adfærd når man ønsker det? Svaret er: Man får adfærden under stimulus kontrol. Det vil sige at man kan få hunden til at vise adfærden når man beder den om det – altså når man giver den signal til det.
Når hunden har lært en adfærd er det tid at sætte signal på. Hunden skal lære at associere et bestemt signal med den bestemte adfærd.
Hvilken type signal?
Du kan vælge mellem flere typer af signaler. De mest almindelige og nemmest anvendte signaler i dyretræning er lydsignaler og visuelle signaler. Af de visuelle signaler er håndsignaler de mest brugte.
Et lydsignal består af en bestemt lyd – oftest et ord. F.eks. lærer hunden, at når der bliver sagt DÆK skal den lægge sig, når der bliver sagt STÅ skal den stå osv.
Et håndsignal består af en bestemt håndpositur og/eller bevægelse. Hunden lærer f.eks. at en hånd sænket mod jorden betyder DÆK.
Hunde har nemmere og hurtigere ved at lære håndsignaler end lydsignaler. Det skyldes først og fremmest at håndsignaler ofte er fremkommet naturligt (her er tale om ledende signaler). F.eks. er det typiske håndsignal til DÆK (hånd sænket mod jorden) kommet af, at vi i begyndelsen har haft en godbid i hånden som vi har brugt til at lokke hunden ned med. Et lydsignal fremkommer derimod sjældent naturligt. Den eneste måde at indlære et lydsignal på, er derfor at associere det med den bestemte adfærd. Ingen hunde er født med at vide hvad ordene STÅ eller DÆK betyder (det er vi mennesker i øvrigt heller ikke, vi har bare lært det i så tidlig en alder at vi helt har glemt det).
Når det nu er det nemmeste, bør man så altid vælge håndsignaler? Nej – det er helt op til dig selv hvad du vælger. Både lyd- og håndsignaler har sine fordele, og det er en smagssag hvad man foretrækker. Ofte er det endda en fordel at have både et lyd- og et håndsignal til den samme øvelse.
Indlæring af håndsignaler
At indlære håndsignaler er egentlig bare et spørgsmål om at videreudvikle det ledende signal til et symbolsk signal.
Lad os bruge en indlæring af DÆK som eksempel: Det ledende signal består af en godbid ført fra hundens snude ned mod jorden. Når hunden pænt lægger sig for at nå godbidden, går man videre til næste trin – nemlig at gøre samme håndbevægelse bare uden godbid. Sandsynligheden for at hunden vil følge hånden er stor. Når hunden kan følge den tomme hånd kan du begynde at gøre signalet mindre. Fra at være en stor tydelig bevægelse kan det gradvist reduceres til en lille symbolsk bevægelse
 Indlæring af DÆK med ledende signal |  Håndsignalet til DÆK er blevet til en lille symbolsk bevægelse |
Indlæring af lydsignaler
Der er flere måder hvorpå man kan indlære et lydsignal. Her vil jeg nøjes med at beskrive den mest simple og – i de fleste tilfælde – mest effektive måde.
1. Indlær øvelse og håndsignal grundigt
2. Giv lydsignalet LIGE INDEN du giver håndsignalet - derefter ”dygtig” + godbid
3. Gentag trin 2 mange gange. Her sker associationenmellem signal og adfærd. Hunden finder altså efterhånden ud af at lige efter du siger (f.eks.) ”DÆK” kommer det velkendte håndsignal til DÆK (Forvent ikke at dette kan indlæres i en enkelt træningssession. Der skal mange gentagelser til. Gør det gerne over flere gange)
4. Efter mange gentagelser kan du teste om hunden har forstået lydsignalet ved at give dette uden at lade det efterfølge af håndsignalet. Korrekt reaktion på signalet er tydeligt tegn på, at det er forstået. Hvis hunden ikke reagerer skal der blot flere gentagelser til.
Intermitterende forstærkning
Kontinuær forstærkning: Man forstærker HVER gang hunden viser korrekt adfærd
Intermitterende forstærkning: Man forstærker EN GANG IMELLEM for korrekt adfærd
Når en øvelse er indlært, kan man begynde at trappe ned på forstærkningerne. De fleste vil jo gerne kunne få deres hund til at gøre, hvad den bliver bedt om, uden at skulle give en godbid hver eneste gang.
Lad være med at droppe godbidderne helt, for så fjerner man helt hundens motivation til at udføre øvelsen. Det resulter ofte i, at hunden begynder at sløse med øvelsen eller helt holder op med at ville udføre den. Det er en god idé at trappe ned på godbidderne, men man bør blive ved at give godbidder en gang i mellem for at vedligeholde hundens præstation.
Så længe en øvelse er under indlæring, bør man bruge kontinuær forstærkning. Det betyder, at man forstærker, hver eneste gang hunden gør det rigtige. Ved at forstærke hver korrekt adfærd, lærer hunden hurtigere, hvad det er, øvelsen går ud på. Udebliver forstærkningen nogle gange under indlæring, vil det tage længere tid, fordi det forvirrer hunden, som jo endnu ikke er sikker på, hvad der præcis er korrekt. Den vil sansynligvis opfatte den udeblivende forstærkning som tegn på, at den har lavet en fejl. Dine forstærkninger er vigtig information til hunden under indlæring. Forstærkning = Korrekt. Manglende forstærkning = Forkert. Sørg derfor for, under indlæring at forstærke hvert eneste rigtigt forsøg, så hunden får tydelig besked om det den gør er korrekt.
Når en øvelse derimod er grundigt indlært (hunden ved, hvordan den udføres, og der er sat signal på), kan man med fordel gå over til intermitterende forstærkning.Det vil sige, at hunden ikke bliver forstærket, hver eneste gang den udfører den givne øvelse. I stedet for en godbid hver gang den sitter, får den måske kun en godbid hver anden eller tredje gang.
Overgangen fra kontinuær til intermitterende forstærkning skal være gradvis. I første omgang går man fx over til at undlade forstærkning ved hver tredje respons, senere hver anden, og senere igen skal hunden udføre adfærden tre gange, inden der er forstærkning. Pas på, ikke at blive alt for nærig med forstærkningerne, ellers risikerer du, at hunden mister interessen for træningen.
Der er stor forskel på, hvor langt man kan gå med den enkelte hund. Nogen arbejder gladeligt længe for få godbidder, mens andre hurtigt mister interessen, når der bliver for langt mellem godbidderne. Der er også tit forskel på de forskellige øvelser. Svære eller kedelige øvelser kræver hyppigere forstærkning end sjove eller nemme øvelser. Det skyldes, at jo sjovere hunden synes en øvelse er, desto mere forstærkende er øvelsen i sig selv. Man må prøve sig frem med sin hund og finde et passende niveau af intermitterende forstærkning.
For at få det bedste resultat bør du veksle mellem antallet af gange, du ønsker adfærden mellem hver godbid. Nogle gange er der to gange mellem hver godbid, andre gange tre, så en osv. På denne måde ved hunden ikke præcis, hvornår den givne adfærd giver noget, og det er netop dette, der holder den i gang – for det kunne jo være næste gang!
