Regler og praktisk info - hundetræning
Forsikring og vaccinationer:
- Ved første fremmøde skal fremvises dokumentation for at hunden er vaccineret samt lovpligtigt ansvarsforsikret og registreret i Dansk Hunderegister (også lovpligtig).
- Hvalpe må gerne begynde træningen inden de er færdigvaccineret.
- Træning og ophold på træningsbanen sker på eget ansvar. Påfører din hund en af de andre hunde eller ejere skade, er det din forsikring, der skal dække eventuelle udgifter til f.eks. dyrlæge.
Godbidder:
- Medbring lækre godbidder til din hund. Ofte er tørre kiks eller tørfoder ikke interessant nok på træningsbanen hvor der er mange spændende indtryk at konkurrere med. Sørg for hunden er godt sulten. Vælg godbidder der er små, eller let kan brækkes/deles i små bidder.
Halsbånd og snore:
- Pighalsbånd og kvælerhalsbånd[1] er FORBUDT på træningspladsen. Bruger man et sådant halsbånd fordi man ikke har kræfter til at holde sin hund uden, så lav en aftale med mig inden træningen går igang – så hjælper jeg med at finde en anden løsning. Sandsynligvis i form af en grime (enten Gentle Leader eller Canny Collar) som gør det meget lettere at holde hunden uden at påføre hunden smerter. Det er dog vigtigt at du får en grime der passer perfekt og at du lærer at bruge den korrekt.
- Jeg anbefaler et almindeligt halsbånd (jo blødere og bredere, jo behageligere for hunden) eller en sele. Selen er det absolut sundeste for hunden til hverdag, men kan dog være lidt besværlig til træning, da man er ”hægtet bagpå hunden” og det kan somme tider være lidt svært at komme om foran og få øjenkontakt med hunden.
- Flexliner er uønskede på træningspladsen. For det første er de enormt upraktiske at håndtere under træning, for det andet kan de let være til gene for de andre hunde og hundeejere. En almindelig snor i ca. 1½-2½ meters længde er passende.
Træningsfilosofi:
- Der trænes med moderne træningsmetoder på baggund af videnskabelig indlæringsteori. Vi træner med primært fokus på positiv forstærkning (belønning) og shaping. Du kan læse mere på min hjemmeside under ”indlæringsteori”.
- Fysisk afstraffelse vil ikke blive tolereret på træningsbanen. Heller ikke i form af ryk i linen, rusken i nakkeskind el.lign. Hvis der opstår en situation hvor straf er nødvendig skal det gøres i samråd med træner og på en måde der ikke skader eller påfører hunden smerte.
Efterladenskaber:
- Venligst saml op efter dig og din hund - OGSÅ cigaretskod
Ingen racediskrimination:
- Alle racer er velkomne på Animal Farm. Hver hund vurderes individuelt og ikke på baggrund af race/type. Hvis nogen føler sig utrygge over for visse racer, f.eks. kamphunderacer, henvises der til:
http://www.dansk-terrier-klub.dk/download/pdfs/090429big.pdf eller tal med træneren om det.
- NB: Den nye hundelovs mundkurvstvang til visse racer gælder IKKE på træningspladsen, da det er privat indhegnet grund, og derfor min afgørelse.
Fri leg:
- Så vidt muligt vil der være fri leg i hver træningstime. Især på hvalpeholdet bliver der gjort meget ud af dette, da det er god socialisering for hvalpene. Med voksne hunde er det ikke altid så nemt – ofte er der én eller flere hunde, der ikke kan enes, eller nogle hunde der føler sig utrygge ved andre mere voldsomme hunde. Ofte kan alle hunde alligevel få lov at lege ved at lade dem lege i skift. Der vil blive taget hensyn til de enkelte hunde og gjort så meget som muligt for at undgå konfliktsituationer. Det er meningen, det skal være en god oplevelse for hundene.
- Enhver har naturligvis ret til ikke at lade deres hund deltage i den fri leg, ligesom det er træners ret at vurdere om det er forsvarligt at lade en hund løbe løs med de andre.
Løse hunde:
- Af hensyn til mine dyr (hunde, katte, heste og høns) bedes alle hunde føres i snor uden for selve træningsbanen.
- Hunde må kun være løse på træningspladsen når træner giver lov.
Løbske tæver
- Af hensyn til hanhundene må man ikke medbringe sin tæve når hun er i løbetid. Det er dog en god idé at møde op uden hund, så man ikke går glip af hvad der er blevet gennemgået. Ring eller mail venligst og giv besked når din tæve er løbsk.
- Som kompensation for de træningsgange man mister under tævens løbetid kan man få penge tilbage svarende til det mistede antal gange eller X antal timer til gode på et andet hold. Det er hundeejerens egen opgave at minde mig om dette.
- Ovennævnte kompensation gælder KUN løbske tæver, og ikke sygdom, ferie, etc.
Syge hunde
- Af hensyn til de andre hunde må du ikke tage din hund med, hvis den har fået en smitsom sygdom. Det gælder f.eks. kennelhoste.
Fremmøde
- For ikke at gå glip af noget, er det naturligvis vigtigt at komme så mange gange som muligt. Er man imidlertid forhindret, vil jeg sætte pris på at få besked pr. Telefon, SMS eller e-mail.
Aflysninger
- I tilfælde af en aflyst træningsgang vil forløbet blive forskudt. Man mister således ikke en træningsgang. Det kan f.eks. ske i tilfælde af ekstreme vejrforhold eller træners sygdom. Alle vil blive informeret via telefon (derfor er det vigtigt at du oplyser træner om evt. nyt nummer og giver både mobil- og hjemmenummer).
[1] Halsbånd med halvkvæl er helt i orden (såfremt det ikke er for småt til hunden), da det ikke kvæler hunden men blot slutter tæt
når snoren er stram